Lær at bruge Frederikshavn Stadsarkiv
Her får du en guide i hvilken type arkivmateriale Frederikshavn Stadsarkiv indeholder samt hvordan du søger det frem.
Frederikshavn Stadsarkivs arkivsamling
Frederikshavn Stadsarkiv er et offentligt arkiv for Frederikshavn Kommune. Stadsarkivet har en stor samling af kommunens arkivmateriale. Samlingen omfatter bl.a. forhandlingsprotokoller fra sognekommunerne, købstæderne og kommunerne efter 1970. Der er protokoller fra byråd, sogneråd og de kommunale udvalg samt de tilhørende journalsager behandlet i udvalgene. Herudover indeholder samlingen forsorgsmateriale, materiale fra kommunens skoler og institutioner samt byggesager, tegninger, kort og fotos.
I 2007 blev Sæby Kommune, Skagen Kommune og Frederikshavn Kommune slået sammen til det der i dag hedder Frederikshavn Kommune. Inden da fungerede de tre kommuner som uafhængige kommuner med hver deres administration samt journaliserings- ordnings- og arkivpraksis. De tre kommuner er udgjort af en række sognekommuner, hvis administration i 1969-1970 blev centraliseret i de tre store købstadskommuner, henholdsvis Sæby, Skagen og Frederikshavn.
Klik på linksne i oversigten nedenfor for at blive ført over til registreringen i arkiv.dk.
Ud over sognekommunernes arkivalier består samlingen af materiale fra kommunens tidligere og nuværende institutioner som kommunens skoler, plejehjem og børnehaver. Herudover består den blandt andet af arkivalier fra de kommunale værker, badehoteller og fritids- og kulturinstitutioner. En stor del af disse kan ligeledes søges frem via arkiv.dk.
Arkivmateriale fra sognekommunerne, der blev indlemmet i Frederikshavn Kommune i 1970
Arkivmateriale fra sognekommunerne, der blev indlemmet i Sæby Kommune i 1970
Arkivmateriale fra sognekommunerne, der blev indlemmet i Skagen Kommune i 1970
Frederikshavn Stadsarkiv på arkiv.dk
Foruden sognekommunernes arkivsamlinger (før 1970) er en stor del af Frederikshavn Stadsarkivs arkivsamling registreret, og kan søges frem på arkiv.dk. Det er derfor et rigtig godt sted at starte en arkivundersøgelse. En del af det ældre arkivmateriale fra sognekommunerne og købstæderne er scannet ind og digitaliseret. Disse kan tilgås direkte gennem registreringen på arkiv.dk. Der vil løbende blive lagt flere scanninger ind.
Går du ind på arkiv.dk har du muligheden for at vælge forskellige filtre for at gøre søgningen mere præcis. Trykker du på linket herunder vil du få en specifik søgning i Frederikshavn Stadsarkivs registrerede materiale. Herefter kan du gå op i søgefeltet og skrive forskellige søgeord. Det kan f.eks. være et navn, et sted, en begivenhed eller et årstal.
Referater fra byrådet og kommunens politiske udvalg
Referater fra byrådet og de politiske udvalg efter 2007 kan ses på Frederikshavn Kommunes hjemmeside:
Kom videre i din søgning
Det er altid en god idé at søge information flere steder fra. Se om du kan komme videre med din arkivundersøgelse ved hjælp af nogle links vi har samlet. Har du behov for specifik lokalhistorisk viden, anbefaler vi at tage kontakt til nogle de lokalhistoriske arkiver, der har en masse brugbar lokalhistorisk viden om deres egne lokalområder.
Billedbeskrivelse: Frydenstrand Badesanatorium med børn i lille jolle i forgrunden, ca. 1910-1920 (Ø100019)