Bestil oplysninger om dig selv
Se her hvordan du bestiller oplysninger om dig selv hos Frederikshavn Stadsarkiv.

Arkivlovens §39a-b giver dig mulighed for at få indsigt i dine egne personoplysninger, hvis disse er afleveret til et offentligt arkiv.
Frederikshavn Stadsarkiv bevarer udelukkende sager vedr. borgere, der har boet i Frederikshavn Kommune (2007-) eller de forhenværende Skagen, Sæby og Frederikshavn Kommuner (1970-2006) samt sognekommuner før 1970.
Sådan begærer du om indsigt i oplysninger om dig selv
- Anvend knappen nedenfor. Du vil blive bedt om at logge ind med MitID.
- Skriv "Bestilling af egne personoplysninger" i emnefeltet.
- Angiv dit telefonnummer eller mail - til hvis vi har brug for flere oplysninger.
- Angiv præcist hvilken type sag det drejer sig om (f.eks. børne-/familie-/anbringelsessag eller anden personsag).
- Angiv hvilken forvaltning/institution/skole, der behandlede sagen.
- Angiv årstal for hvornår sagen blev behandlet.
- Drejer det sig om indsigt i en børne-/familie-/anbringelsessag, så angiv gerne navne og fødselsdato på dine forældre.
- Dit fulde navn på tidspunktet for behandlingen af sagen.
- Hvis det kendes, angiv da:
- Sagens oprindelige journalnummer.
- Registreringsnummer fra Arkiv.dk. Se afsnit nedenfor.
Jo flere oplysninger du kan forsyne os med fra starten, jo nemmere bliver det for os at finde de rigtige oplysninger til dig.
Hvordan behandler vi din bestilling?
Du modtager en kvittering, så snart vi har modtaget din begæring. Herefter vil vi gå i gang med at fremsøge de efterspurgte oplysninger. Du vil modtage svar på din begæring i e-Boks eller via brev, hvis du er fritaget digital post.
Frederikshavn Stadsarkiv tilstræber at besvare begæringen inden 15 hverdage. Hvis undersøgelsen overskrider de 15 hverdage, vil du få besked om årsagen hertil.
Har du ikke modtaget kvittering fra Stadsarkivet inden for en uge, så henvend dig via tlf. 98 45 57 72 eller mail stadsarkiv@frederikshavn.dk, da der kan være driftsforstyrrelser. Husk! Skriv aldrig dit CPR-nummer i en mail.
Har vi brug for yderligere oplysninger ifm. fremsøgningen, vil du blive kontaktet af en arkivmedarbejder.
Har du ikke MitID, kan du kontakte Stadsarkivet på tlf. 98 45 57 72 eller møde op på læsesalen i vores åbningstid. Her bedes du medbringe samme ovenstående oplysninger vedr. sagen, der ønskes indsigt i.
Hvis du begærer om indsigt på vegne af andre end dig selv, skal du vedhæfte en fuldmagt til bestillingen.
Hvis din sag har været behandlet under lov om behandling af personoplysninger og dermed har været databehandlet, så vil Stadsarkivet videresende din begæring til den forvaltning, der har skabt sagen, hvorfra du vil modtage svar.
Du kan hjælpe os på vej ved at finde registreringsnummeret for den arkivserie, du ønsker oplysninger fra. Det finder du nemt ved at søge registreringen frem i Arkiv.dk og finde det nummer, der står øverst, når du er inde på registreringen. Herefter skal du gå ned i feltet "Yderligere indhold", hvor du kan trykke "Fold alt ud" og finde det løbenummer, der står ud for de arkivalier, du gerne vil begære indsigt i.